I disse uger havde vi glæden af at byde mange elever velkommen til brobygning på Det Blå Gymnasium i Tønder. I uge 47 var det elever fra Tønder 10. Gennem forskellige aktiviteter fik eleverne mulighed for at opleve, hvordan det er at gå på gymnasiet og arbejde med tyskfaget. Programmet bød på både faglige udfordringer og kreative opgaver og der var også tid til at møde nuværende elever, som delte deres erfaringer og fortalte om, hvordan vi arbejder med tyskfaget her på stedet. Under brobygningen på Det Blå Gymnasium arbejdede eleverne fra Tønder 10 f.eks. med pitching. Opgaven var at forberede og levere en elevator pitch for at søge et fritidsjob, hvor man skulle kunne tale tysk. Eleverne blev introduceret til grundprincipperne for en overbevisende pitch og lærte, hvordan de kunne fremhæve deres sproglige kompetencer og personlige styrker på kort tid. Efterfølgende fik de mulighed for at præsentere deres pitch for tyskunderviseren og fik feedback. I EUD-klassen arbejdede vi med turismeordforråd på en kreativ og interaktiv måde. Eleverne fik til opgave at designe og bygge deres eget hotel i det digitale værktøj CoSpaces, hvor de skulle bruge og træne ordforråd relateret til turisme. For at komme godt i gang med CoSpaces fik klassen hjælp fra tre af vores dygtige EUD-elever, som introducerede programmet og delte tips til at skabe virtuelle miljøer. Resultatet var en række fine virtuelle hoteller, hvor eleverne kunne præsentere deres arbejde og samtidig anvende de tyske gloser i en praktisk kontekst. Det var en sjov og lærerig måde at bringe sprog og teknologi sammen!