I marts blev sprogbevisprøven (brobyggende aktivitet) for første gang afprøvet på Skærbæk Distriktsskole for skolens 9. klasse. Eleverne var forberedt af deres lærere, Christian og Henrik, og ved prøven deltog Randi Damstedt fra Tønder Gymnasium og Anette Okholm fra Det Blå Gymnasium Tønder som censorer.

Prøven består af et cirka fem minutters oplæg om et selvvalgt emne efterfulgt af en uddybende samtale på omkring syv minutter. Formatet minder både om den mundtlige prøve i 9. klasse og prøverne til Deutsches Sprachdiplom DSD I og DSD I PRO, som eleverne har mulighed for at tage på gymnasierne i Tønder.

Formålet med prøven er ikke kun at træne elevernes afsluttende færdigheder i tysk, men også at motivere dem til at engagere sig i faget og overveje at deltage i Deutsches Sprachdiplom på ungdomsuddannelsen.

Prøverne bliver efterhånden gennemført på Tønder Overbygningsskole, Løgumkloster Distriktsskole og nu også på Skærbæk Distriktsskole.